Der er mange måder at vise natur på i malerier. Man kan være klassisk figurativ, ekspressiv abstrakt med voldsomme penselstrøg, lyrisk abstrakt, geometrisk abstrakt og en blanding af alle disse.
Dorte Boes indfaldsvinkel og fremgangsmåde er mere radikal. I stedet for at vise naturen arbejder hun med at lade sine malerier være natur. Noget, der starter allerede ved valget
af materiale. I stedet for de traditionelle lærreder maler hun sine motiver på tre cm dybe træplader, og til supplement af den oliemaling og voks, hun påfører overfladen, bruger hun ofte sand, aske, jord eller pigment. Farvemassen bearbejdes nu med en gren eller kniv, så der opstår sprækker, fordybninger og folder. Langt fra den pæne og glatte overflade, vi kender fra de fleste malerier. Til gengæld opnås der en struktur, som i høj grad minder om natur. Hvis man med natur også tænker på den måde, vind, regn, slud og rust, sætter sig på husfacader, på mure, teglsten, skiferplader, granit og andre menneskeskabte ting. Og skaber mønstre, farver og strukturer, som, skønt overset af de fleste, kan være forbløffende smukke, rustikke og patinerede.
Resultatet af Dorte Boes anstrengelser er serier af malerier med stor variation i farver og former. Sjældent de rene og klare kulører, men brudte farvetoner i et væld af nuancer: rustrød, mørk og lys tyrkis, ærtegrøn, okker, brændt siena, lavendel, guld, cremet hvid, kastanjebrun og mange, mange flere. Farverne ligger lag i lag og minder netop om de mange nuancer, man finder på en afskallet mur eller et plankeværk, der i årevis har været udsat for sol og vind. Her blot med den forskel, at det er en kunstners blik og en kunstners evner, som gennem det, man kan kalde styret tilfældighed, har bestemt forløbet.
Flere associationer trænger sig på. Betragter man Dorte Boes malerier, er det som at være vidne til naturprocesserne som sådan. Til den proces og det tidsforløb, som alt er
underkastet. Også os mennesker. Vi kommer til at tænke på, hvor små brikker vi er i den uendelige strøm af mindre og større begivenheder, der har formet alt siden tidernes morgen. Giver det en følelse af melankoli, at livet er foranderligt og flygtigt, mærker vi samtidig, hvordan alt i kosmos hænger sammen.
Det er derfor ikke så underligt, at Dorte Boes malerier på én gang glæder os med deres smukke farvesammensætninger og samtidigt får os til lidt vemodigt at tænke på tidens gang og altings flygtighed. Det er to sider af samme sag.