”I mange år specielt i min ungdom, malede jeg akvareller, og det var altid naturen, der blev gengivet på mange forskellige måder”, fortæller kunstneren. Merete Roy begyndte at male med akryl for cirka ti år siden, men vendte dog hurtigt tilbage til naturmotiverne, som hun finder mest interessant. Når Merete er på rejser eller ture her i Danmark, ser hun motiver alle vegne og tager ofte masser af fotos. Men indtrykkene fortolkes og det er sjældent, at motivet findes ét bestemt sted i virkeligheden, når det er kommet ned på lærredet. Kunstneren fortæller: ”Det er noget af det, jeg synes er allermest sjovt, når beskuerne fortæller, at de synes, de kan genkende stedet på billedet, måske fra deres vinduer eller sommerhus eller i deres nære omgivelser. Så synes jeg, at min mission er fuldført, at mange forskellige mennesker, kan få vidt forskellige opfattelser af, hvor motivet kommer fra.”

Web